Her viser jeg billeder af de dyr jeg har haft de seneste  10 -25 år.
Jeg nyder selv at se på de billeder,så det håber jeg også andre vil gøre.
I forbindelse med billederne fortæller jeg lidt historie om de enkelte dyr, og ikke mindst min holdning til hvordan man har dyr.

Da jeg er opvokset på landet, så har jeg næsten altid haft katte.Dog ikke de år hvor jeg som ung pige kun havde et værelse de steder jeg arbejdede.

Jeg havde været uden kat i flere måneder,efter at min gamle kat var død (godt 12 år gammel)
 Jeg havde faktisk ikke  tænkt at jeg ville have en ny, da jeg nu boede i lejlighed(1 sal)
Men jeg fik tilbudt en hvid killing, og kunne ikke sige nej . 
Som barn havde jeg kun een gang prøvet at have hvide killinger.Desværre var det samme (og eneste) år som vi mistede næsten alle killinger på grund af kattesyge, også de hvide. Så derfor var tilbuddet om en hvid noget specielt for mig.Og han var så dejlig,og både min søn og jeg var utrolig glade for ham. 
Min søn er vokset op med dyr, da jeg havde to voksne katte da han blev født.Og han har altid været rigtig god til dem.

Den hvide Nulle var kun "enebarn" i ca ½ år hos os.
Jeg var kommet til at kende overboen lidt, og passede hendes kat (Hugo) i nogle helligdage hvor hun var hjemmefra.Kort efter fortalte hun at han ( Hugo) skulle skydes.Begrundelsen var at hun gerne ville kunne tage på weekend med sin nye kæreste, og desuden var det ikke et liv for katten at han først kom frem når barnet var lagt i seng.
Jeg blev harm. En stor flot og sund kat på 7 år, som der pludselig ikke var "plads" til mere.Hun kunne f. eks have lært sin søn at omgås katten , uden at hvine og skrige.
Jeg sagde selvfølgelig "at det kunne man da ikke". og så endte det jo med at han kom ned og bo hos mig.Det gjorde han de næste ca 13 år.
Der gik ikke lang tid før Hugo hoppede op på skødet af min søn.Ham der ellers ikke kunne lide børn.

Det har de to af mine gjort nogle gange.Jeg flyttede i hus, så de blev efterhånden udekatte også.Hugo havde prøvet det, men Nulle havde ikke siden han var helt lille.Desværre flyttede jeg en del gange de næste år, men kattene flyttede med uden problemer.

Hugo havde mange gode år hos mig, men en dag var det jo slut.Han blev 20 eller 21 år, jeg kan ikke lige huske det.
Så var der kun Nulle tilbage, og han var da heller ikke ung mere.( 14½ år) 
Pludselig en morgen (½ år efter at Hugo var død) kunne han ikke holde balancen.
Vi var enige om at der ikke skulle forsøges med medicin, for det var  ikke en værdig tilværelse. Så det var den tunge gang,og bestille dyrlægen til at komme og give ham en sprøjte.

Så var der pludselig slet ingen dyr her,og der var utrolig tomt.

Vi havde længe ønsket at få en hund,men jeg havde lovet Hugo at det ikke blev mens han levede.Han havde aldrig været glad for hunde.

Inden vi nåede så langt, var jeg ret sur over at skraldesækken blev flået i stykker. Det viste sig at være en mørk stribet kat, fandt jeg ud af.Tænk at være så sulten.Jeg gav ham selvfølgelig noget mad udenfor.
Han hørte til et par huse væk, men blev slet ikke passet mere. Han var jo blevet så voksen nu, at han havde andet at tænke på ,end hvornår ejerne kom fra arbejde ,og så var der ikke mulighed for at komme ind derhjemme.
Så han sov i udhuset her, og blev efterhånden inviteret ind
 

Selvom vi nu havde en kat "til låns", så tænkte vi stadig på at få hund.

Vi fik Samson, som var en blanding mellem labrador og Irsk Setter.Og han var en utrolig dejlig hund.
Basse kom og gik som han havde lyst til, og fik da også en kattelem så han selv kunne gå helt ind. Han var meget kælen, og vidste godt hvor han ville være når han havde brug for et hjem.
 Samson var utilfreds med at Basse bare forlod haven over hegnet,og jeg manglede da også at han var lidt mere hjemme. Hvis vi så nogle katte, og specielt killinger på vores gåture, så var Samson "helt væk".  Så jeg overvejede da at få en killing. En veninde snakkede om at hendes datters kat havde fået killinger, men jeg vidste ikke rigtigt.
En dag jeg gik med Samson så jeg Basse ligge død ved en hæk.Jeg gik hjem med Samson ,og fik hentet Basse hjem .....var jeg helt sikker på.Jeg var ked af det ,og besluttede at tage imod den killing.
Om aftenen mente Samson at høre Basse komme....og ganske rigtigt.Jeg blev meget overrasket.Den anden var ikke begravet endnu,så jeg kiggede godt på den.Den eneste forskel jeg kunne finde var et ekstra hak i øret på den ene af dem.
Men jeg holdt fast ved at vi skulle have killingen. 

Jeg valgte navnet Nynne til den lille killing, og det kom til at passe meget fint. Når hun snakkede eller spandt var der ikke ret meget stemme, så det var næsten som om hun nynnede.

Nynne havde  boet i soveværelse og badeværelse sammen med sin mor og søskende den første tid.Senere også i resten af huset, hvor der var en stor hund og et par katte mere. Det var indekatte, dog havde Nynnes mor lige snydt dem en dag .

En dag var der en annonce i ugeavisen om en trefarvet killing.
Hende kunne jeg godt tænke mig at se, og det endte selvfølgelig med at hun blev min.
Samson, Nynne og Freja havde det fint med hinanden.  Bl.a gik vi nogle dejlige ture ud på en mark.Nynne var ret sej og selvstændig, men Freja var mere en forsigtig pige.

Samson havde i nogle år haft problemer med sine hofter, og nu var det så slemt at han skulle have fred. Det var utrolig hårdt,men det var det bedste for hunden.


Der var et stort tomrum efter ham.
Det blev delvis fyldt ud , da nogle i nabolaget havde en killing i "overskud"
Jeg sagde ja til at tage hende,mest for hendes skyld. Hun fik navnet Sille, og faldt fint til hos os.
Dog var hun lidt for fjollet og vild til de to store piger.Nynne kunne godt sætte hende på plads, men Freja var ikke så god til det.

Ca ½ år efter at Sille var kommet til, så mistede vi Nynne.
Hun havde en vane med at gå på besøg i en stald i nærheden, og pludselig kom hun ikke hjem.Mine bekendte fandt hende i vejsiden senere på dagen. Jeg er ret sikker på at hun er blevet jagtet eller bare distraheret af en flok svaner som lige i de dage havde slået sig ned på marken.

Sille havde nået den alder hvor hun faktisk skulle til dyrlæge....meen det nåede vi ikke helt.Hun var ganske vist for ung syntes jeg, men nu skulle hun have lov til at få de killinger.Der skulle jo noget til at opveje tabet af Nynne.

Da Sille var ca 10 måneder fik hun så killinger. 
Hun kom ind hos mig tidligt om morgenen, og ville gerne putte.
Jeg fandt hurtigt ud af at det var nu hun skulle føde, så det kan nok være jeg blev vågen